Der findes så mange kaffetyper, at det nogle gange kan være ganske uoverskueligt at træffe en beslutning, når man skal have sit kaffe-fix. Mange typer minder om hinanden, og hvad er det nu lige, der adskiller en cappucino fra en café latte?
Hvis du ikke er helt skarp på de forskellige varianter af kaffedrikke, kommer herunder en gennemgang af de mest almindelige kaffetyper med og uden mælk.
Masser af intensitet og kraft
Elsker du sort kaffe, og vil du gerne have masser af kraft og intensitet, bør du gå efter en af de klassiske fire sorte kaffetyper, du kan finde på din TopBrewer. Espresso, lungo, americano, og filterkaffe, som de sorte kaffetyper hedder, har det fællestræk, at der ikke er tilsat mælk.
De kan dog alle gøres en smule mildere med enten mælk eller vand, hvis man ønsker en mindre intens smagsoplevelse.
Espresso er både en klassiker for sig selv, men er også fundamentet for mange andre kaffetyper i den moderne kaffekultur. Espresso består udelukkende af et kaffeshot på omkring 25-30 ml, og kan både drikkes for sig selv, men bruges altså også som base i cappucino, café latte, flat white og andre kaffetyper.
I Danmark bruges espresso primært som base i andre kaffetyper, mens den i andre lande er meget populær i sig selv. Eksempelvis i Italien, hvor det siges, at espresso er den mest konsumerede drikkevare (udover vand selvfølgelig). Indtil for nyligt var det også en bredt anerkendt regel, at alle restauranter og caféer skulle servere espresso til 1€.
Americano er en nyklassiker på danske caféer, og mange steder er det da også americano, der bliver serveret, når man beder om en sort kaffe. En americano består af et espresso shot tilsat varmt/kogende vand. Smagsmæssigt minder den meget om en klassisk filterkaffe, men americanoen har en helt anden crema, som gør den ekstra blød ift. filterkaffe.
Lungo minder meget om americano i smag og tekstur. ‘Lungo’ betyder lang på italiensk og er ganske sigende for måden hvorpå denne kaffetype brygges. Den brygges nemlig som en traditionel espresso, men med længere løbetid, hvilket betyder, at der løbet mere vand igennem i brygningen. Derfor minder den også en del om en americano, dog altså med lidt mere intensitet i smagen. Går du efter en sort kaffe med masser af koffein er det lungo du skal vælge - den lange løbetid trækker nemlig mere koffein ud af kaffen.
Filterkaffen er en af de helt klassiske kaffetyper herhjemme. Hvis man drikker kaffe, har man formentlig stiftet bekendtskab med filterkaffen, enten på caféen eller mere sandsynligt i de private hjem, hvor det er en elsket variant.
Filterkaffen adskiller sig fra espresso og americano ved ikke at være brygget under tryk. Det betyder også, at filterkaffe tager en del længere tid at brygge end ovenstående sorte kaffetyper. De fleste laver filterkaffe på en filterkaffemaskine, hvor den malede kaffe hældes i et filter, hvor varmt vand løber gennem. Filterkaffe kan laves på flere forskellige metoder, herunder drypbrygget kaffe, filtreret kaffe, pour-over-kaffe og immersions-brygget kaffe.
Resultatet er en kop kaffe med en god smag og en intensitet, som er til stede, men ikke skræmmer mange væk.
Kaffetyper med mælk
Ligesom mange sværger til de sorte kaffetyper, er der rigtig mange, som foretrækker deres kaffe med mælk i. Men kaffe med mælk er mere avanceret end som så - det er ikke nødvendigvis bare en af de sorte kaffevarianter med en sjat mælk i, men derimod lækre og smagfulde kaffevarianter, som er elsket og ofte bestilt, når danskerne besøger caféer og kaffesteder landet over.
Café latte er nok en kaffetype alle kender. Den er populær verden over og er måske den allermest populære kaffe overhovedet. Dens milde væsen tiltrækker et stort publikum, og mange af dem, der ikke drikker meget kaffe normalt, sætter pris på denne knap så intense variant.
Café latte består af 1/5 espresso og 4/5 steamet mælk, og hvis du bestiller den på en café, kommer den typisk i et højt glas. Det er også denne kaffetype, der har lagt navn til ‘latte-art’, som er de flotte mønstre og billeder, din lokale barista kan lave, når mælken blandes med kaffen.
Cappuccinoen er italiens svar på en kaffe med mælk, og det er typisk denne eller en café latte, som mange står og skal vælge i mellem, når det endelige valg skal tages på caféen. De minder da også en del om hinanden, men mælken i en cappuccino har en lidt anderledes konsistens. For modsat en café latte indgår der decideret kaffeskum i en cappuccino, hvilket er med til at give en mere tyk og cremet konsistens. Cappuccinoen består af 1/3 espresso, 1/3 steamet mælk og 1/3 mælkeskum.
Flat white er en australsk opfindelse, og kaffetypen har vundet indpas herhjemme de seneste år. Det er et oplagt valg for dem, som gerne vil have en kaffe med mælk, men som synes café latten og cappuccinoen har for lidt intensitet. I princippet er det en cappuccino uden mælkeskum, hvilket selvfølgelig gør, at selve espresso-shottet spiller en mere fremtrædende rolle. I og med at der er færre elementer end i de andre mælke kaffetyper, serveres den som regel også i en mindre kop.
Cortado er spansk og betyder ‘at forkorte’, og kaffetypen har fået sit navn, fordi man har ‘forkortet’ mængden af mælk, kan man sige. Lidt ligesom en flat white har man mindsket mængden af mælk, og generelt set skal man være stor kaffe-kender for overhovedet at kunne kende forskel på en cortado og en flat white. Intensitetsmæssigt rammer de cirka samme niveau (cortadoen er en lille bitte smule mere intens, da blandingsforholdet mellem espresso og mælk er 1:1), men forskellen ligger mest i teksturen, hvor cortado er en smule mindre cremet og tyk, da den steamede mælk udgør lidt mindre af kaffetypen, og samtidig er den ikke steamet helt lige så meget, som man typisk gør i en flat white.
Macchiato betyder ‘plettet’ eller ‘markeret’ på italiensk og er et udtryk for, at espressoen i denne kaffetype kun lige nøjagtigt dækkes af et lag mælkeskum. Det er altså en kaffetype med ganske lidt mælk i, og af alle kaffevarianter med mælk i er det også den mest intense.
Hvis du er i tvivl om, hvilke kaffebønner der passer til de forskellige kaffetyper, kommer herunder nogle anbefalinger fra vores chefrister, Ante Bikic, som er tidligere Danmarksmester i kafferistning.
Til de espressobaserede kaffer anbefaler vi følgende blends fra Amokka®:
Gorgona er vores klassiske italienske espresso blend med både Arabica og Robusta bønner fra Brasilien, Nicaragua og Uganda. Gorgona er mørkristet og giver en klassisk intens espresso. Du får smagsnoter af ristning, chokolade og nødder. Gorgona udmærker sig som intenst espressoshot og som base til mælkebaserede kaffedrikke.
Portofino er en 100% Arabica blend med kaffebønner fra Brasilien og Nicaragua. Mørkristet blend der giver en balanceret espresso. Du får smagsnoter af ristning, chokolade og nødder.
Portofino udmærker sig som et balanceret espressoshot og som base til mælkebaserede kaffedrikke.
Vil du prøve kræfter med en mere moderne espresso, skal du vælge den mellemristede, økologiske Treehuggers blend fra Amokka®. Blenden er sammensat af økologiske Arabica kaffebønner fra Peru og Guatemala. Med Treehuggers får du en frisk espresso med smagsnoter af frugt og chokolade.
Kaffebønner til sort kaffe
Leder du efter kvalitetskaffebønner til brygning af sort kaffe har Amokka® også et stort udvalg. Både med et fast sortiment, sæsonkaffer og exceptionelle kaffer fra vores Terra-serie du finder i vores online kaffeshop.
Når du skal vælge de rette kaffebønner til din sorte kaffebryg, skal du se på kategorien, oprindelsen, ristningsgraden og smagsnoterne.
Læs mere om kafferistning lige her
Den mest autentiske kaffeoplevelse får du, hvis du vælger enten single eller single estate kaffe. En single kaffe er kaffebønner dyrket i et område af små kaffefarme, tørret og pakket af det lokale kooperativ ejet i fællesskab af kaffefarmene.
En single estate kaffe er kaffebønner fra én farm. Når du drikker single origin eller single estate kaffe vil smagen være afhængig af jorden og omgivelserne, bønnerne blev dyrket under, og hvordan de efterfølgende blev tørret. Fuldstændig som du kender det fra kvalitetsvin.
Den store forskel på en café latte og en macchiato er mængden af mælk. I en café latte er der en del mere mælk end i en macchiato. En café latte består af 2/3 mælk, hvor en macchiato har et ganske lille lag mælkeskum. En café latte er således en noget mildere kaffetype end en macchiato.
En flat white minder en del om en café latte, men har mindre mælk. En flat white er tæt på et 1:1 forhold mellem espresso og mælk, mens en café latte har 2/3 mælk, hvorfor en flat white vil mere en smule intens i smagen.
Der er mange ligheder mellem en cappuccino og en cortado, men den store forskel er mængden af mælk. En cappucino har både steamet mælk og mælkeskum i sig, men en cortado har kun en lille smule steamet mælk. En cortado er derfor mere stærk og intens, mens cappuccinoen er mere mild, blød og cremet.
Den mildeste kaffetype er café latte og cappuccino. De består begge af ⅓ espresso og ⅔ mælk, hvilket placerer dem i den mildeste ende af de forskellige kaffetyper.